Giver øreringene dig ømme ører?

Her kommer et lille tip til alle jer, der – ligesom jeg – går med øreringe i det daglige. Jeg går nemlig stort set altid med øreringe. Ikke kun til fester og ude i byen, men også på arbejde og alle mulige andre steder. Jeg har måske 50 par. Meget taget i betragtning, at jeg trods alt kun har 2 ører, er der nogen der siger. Selv mener jeg, at ugen trods alt har 7 dage og året 365 dage – og jeg kan godt lide variation. Og det er ikke små øreringe, jeg snakker  om! Og jeg synes, de er begyndt at give mig ømme ører.

Av mine ører…

Nu kan der naturligvis være et lille vægtproblem – med øreringene, altså. Her skal man naturligvis passe på, ikke mindst hvis man elsker de store øreringe. Det problem menes dog løst – mine øreringe er letvægtere. Store øreringe, der ikke vejer ret meget – blik og plastik er perfekt! Og billigt, ja!

Bare lidt smørelse

Men der er var stadig problemer med irritation. Området omkring hullet bliver tørt, ømt og rødt. Jeg fik så et tip om, at man kunne bruge vaseline til at afhjælpe ømheden. Og det virker faktisk ganske godt. Når jeg tager øreringe på, dypper jeg spidsen i en smule vaseline. Der skal ikke ret meget til, for det er ikke meningen, det skal fedte – bare tage tørheden. Det er i bund og grund nok bare et eller andet fedtstof, der skal til, jeg har også brugt kokosolie, med helt samme effekt.

Det tager tørheden, men ikke nok med det – det gør det faktisk også meget lettere at få øreringen til at glide gennem hullet. Også dette skaber mindre irritation. Så jeg kan anbefale dette lille trick til alle, der som jeg, er øreringe-afhængige. Nå ja, og så en gang imellem en øreringefri dag!

Astrid

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.