Praktiske kameratelefon-tips

Kameratelefonen kan naturligvis bruges til at tage billeder med – det er ingen i tvivl om. Men dette skal udvides noget mere praktisk. Telefonen, som man som regel altid har på sig, kan bruges til nogle ganske dagligdags ting. Det kan erstatte telefonopkald og en masse skriven ned. Her kommer et par eksempler på noget, som jeg bare for et par år siden ikke ville have brugt en telefon til. Eller et kamera, for den sags skyld.

Jeg ville have forsvoret, jeg på nogen måde kunne finde noget praktisk at bruge et sådan apparat til. Ren gadget – ikke andet. Men det må jeg så æde i mig igen!

Tips og tricks til kameratelefonen

Hvis du har en telefon med kamera, kan den bruges til et hav af ting

Udnyt din kameratelefon

Et par eksempler, på hvad jeg – indtil nu – har fundet ud af at anvende kameratelefon til:

  • Jeg ser en interessant annonce i et blad – altså et som ikke er mit og som jeg derfor ikke kan tage med – eller klippe i. Hvor man normalt ville skrive det ned, som var relevant – telefonnummer, webside eller email – tager jeg bare et foto. Så kan jeg senere se hele annoncen.
  • Jeg skal købe noget med hjem fra IKEA til en anden person men er voldsomt i tvivl om, det er det rigtige, jeg har fundet. I stedet for at ringe og forklare og beskrive sender jeg lige et billede, så vedkommende med egen øjne kan se det, jeg ser. det er meget nemmere – og man er mere sikker på, at det er det rigtige, man kommer med.
  • Der er bestemte stoppesteder, jeg bruger, når jeg kører til og fra arbejde. Da mine arbejdstider er meget forskellige, kan jeg ikke bare lære de klokkeslæt, jeg skal bruge. Jeg gør simpelthen det, at jeg tager et billede af den tavle med afgangstider, der står ved stoppestedet. Så kan jeg altid finde det rigtige tidspunkt. Uden at have tasken fuld af køreplaner.
  • Hvis din kuffert bliver væk på rejsen, og du skal beskrive, hvad der var i, kan du så huske det? Jeg kan ikke, så jeg fotograferer tingene mens jeg pakker. Det er meget nemmere end at skrive ned!

Træt af at skrive ned?

Der er mange ting, man kan fotografere i stedet for at skrive ned – for det er jo i virkeligheden det, man gør med bustiderne. Det kunne også være åbningstiderne til en butik. Eller noget fra opslagstavlen på arbejde. Eller menukortet fra en restaurant – eller mit lokale pizzeria. Det kunne endda være prisen på noget, man gerne ville huske. Alle de små og store stykker papir med noget  noteret på dem  det kan man undgå.

I princippet kunne man naturligvis gøre mange af tingene med et kamera. Det er bare sådan, at man som regel ikke har kameraet med overalt. Og at man med telefonen kan tage billeder på en noget mindre påtrængende måde end man gør med et kamera. En ting, jeg iøvrigt har overvejet, men endnu ikke gjort, er at tage billeder af et sted for at kunne genkende det. Dette tip henvender sig nok specifikt til os, der har en elendig stedsans….

Astrid

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.