Få kalk af armaturet

Man skulle tro at badeværelsesarmaturet er en ren magnet for kalk, så meget kan det kalke til. Og som bekendt sætter skidtet sig gerne i kalk, så kønt er det ikke. Ser man reklamerne, skulle man tro, at det eneste, der kan fordrive disse genstridige kalkbelægninger, er “Cillit Bang” eller “Ajax Professional” – eller hvad de nu hedder. Men det er det ikke. Der er faktisk bedre muligheder – med et simpelt husråd.

Problemet med armaturer er, at mange af de kalkfjernere, man ellers ville bruge, som regel bare vil løbe af – før de når at gøre deres virkning på kalken. Og så er vi lige vidt!

Opreklamerede rengøringsmidler

Om  “Cillit Bang” eller “Ajax Professional”  kan klare ærterne – eller kalken, skulle jeg måske sige? Det ved jeg ikke, om de kan, jeg har aldrig købt nogen af delene. Jeg nærer en vis skepsis over for den type reklamer, som der laves netop for  “Cillit Bang” og “Ajax Professional”. Ikke mindst på grund af dårlige filmtricks.

Hvis kigger tydeligt på nogle af dem, vil man opdage, at disse rengøringsmidler er så effektive, at de også virker der, hvor de ikke er blevet brugt. Prøv at kig godt efter næste gang.

Eddikesyre + toiletpapir = kalk væk

Til gengæld har jeg stor glæde at dette husråd, som er både billigt og effektivt:

Du lægger simpelthen toiletpapir eller køkkenrulle omkring og fugte det med eddikesyre – mindre genstridige belægninger kan oftest fjernes med almindelig eddike. Efter 1-2 timer kan du nemt vaske al kalken væk. Studsen på vandhanen og brusehovedet kan skrues af og lægges i blød i eddike, indtil kalken er gået løs.

Fjern kalk fra armaturet med eddikesyre og toiletpapir

Fjern kalken nemt fra armaturet

Eddikesyre er meget effektivt mod kalk. Det er syren, der angriber kalken. Og bruger man køkkenrulle sammen med eddikesyren, er man sikker på, at eddikesyren ikke bare løber væk.

Det eneste, du skal være opmærksom på, at dit armatur skal kunne tåle syre – men det er meget få, der ikke kan. Mange kalkfjerner-midler indholder også syre. Det vil sige, at de virker på samme måde – men er blot dyrere….

Astrid

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.