Radiatorrengøring? Nej, det er ikke det nemmeste! Og det er da heldigvis heller ikke hver dag, man skal gøre rent der. Til gengæld bliver man hver gang forbavset over mængden af støv, der kan gemme sig bag en radiator. Måske logisk nok, det er jo ikke hver dag, man kommer der. Der er forskellige redskaber, tips og tricks, man kan bruge. Det er ganske sikkert ikke alt, der kan bruges til alle radiatorer, den slags er jo også forskellige. Nogle er nemmere at få rene end andre.
Radiatorrengøring – tips og tricks
- Der findes radiatorbørster, lavet til formålet
- Til nogle støvsugere kan man få radiatormunstykker med slange på, der kan komme ind mange steder – dog ikke alle.
- Hvis der er god tilgang for oven, kan man bruge en almindelig tøvkost med teleskop skaft.
- En flaskerenser er ganske bøjelig og derfor ofte god til formålet.
- Brug en hårtørrer og pust støv og skidt ud. Det er selvfølgelig ikke helt væk – men dog havnet et andet sted, hvor det er meget lettere at få fat på. Læg evt. en fugtig klud under for at opsamle støvet. Metoden kan også bruges til at fjerne støv andre vanskelige steder.
- Har man en damperenser, er den yderst effektiv til at rengøre en radiator med. Læg et håndklæde under radiatoren + evt. plastik under. Pust varm damp igennem – det tager både støv og skidt med sig.
- Tag et gammelt håndklæde, som klippes i strimler, som gøres våde. Pres det ned bag radiatoren og ind mellem rillerne. Træk i hver ende, frem og tilbage og op og ned indtil støvet er væk.
Lidt bøvlet, måske? Ja, en radiator er ikke det nemmeste at rengøre. Her er dog en god stribe tricks, så mon ikke et eller flere virker på din radiator? Den gode nyhed er, at heldigvis er det ikke noget man skal gøre i den daglige rengøring – det hører mere til hovedrengøring.