Det er måske lidt meget at love. Og det handler måske mere om, hvordan man finder dem, hvis de går hen og bliver væk! Lad os nu sige, at I er i Sommerland eller et lignende sted, hvor børn har alle muligheder for at blive væk. Har man flere børn med, skal man nærmest have et øje på hver finger – man kan næsten ikke lave andet end at holde øje med, at de ikke bliver væk!
Sæt nummer på ungerne!
… altså telefonnummer!
Jeg havde for nylig min niece med i Djurs Sommerland – og der udleverede de armbånd til de små, som man kunne skrive sit mobilnummer på. Således kunne dem, der evt. måtte finde barnet, nemt få fat i forældrene. og det er et ganske udemærket tiltag. Og det fik mig til at tænke på, hvad jeg gjorde før i tiden når jeg havde børn med sådanne steder- eller i det hele taget steder, hvor børnene nemt bliver væk.
Det var i bund og grund det samme, blot meget forenklet – og iøvrigt anvendelig alle vegne. Jeg tog simpelthen en vandfast tusch eller en kuglepen og skrev mit mobilnummer på armen af dem. Så fik de forklaret, hvordan de skulle forholde sig hvis de blev væk.
Er børnene store nok, kender de måske mobilnummeret udenad. Men det kan være en god ide alligevel – hvis de går lidt i panik over at være blevet væk er de ofte ikke så meddelsomme som ellers. Og måske har de ikke lige åndsnærværelse til at huske nummeret?
Forklar børnene, hvordan det virker
Er der tale om meget små børn, er det vigtigt, at mobilnummeret står meget demonstrativt – det må ikke gemme sig inde under blusen, hvor ingen ser det. Det er ikke altid, de henvender sig til nogen, men måske mere bliver “fundet” fordi andre kan se, at de er væk. Finder man et sådant barn og har det et mobilnummer skrevet på armen med sort tusch, er der ikke megen tvivl om, hvad det er, man skal foretage sig. Det er en sikkerhed – både for børn og forældre.
Skriv gerne med vandfast tusch – så klarer det også vandland…
Og så var der min (dengang) 6-årige søn og en kammerat, der skulle med til Århus festuge og fik skrevet telefonummer på – hvis uheldet skulle være ude. De fandt så ud af, at det egentlig kunne være sjovt at blive væk – bare for at se, om det virkede. Hvilket jeg dog trods alt fik snakket dem fra…
