At springe over, hvor gærdet er lavest. Dette lille ordsprog har altid irriteret mig. Jeg har da også fået skyld for det engang imellem. Jo, det er negativt ment – ingen tvivl om det. Det lyder lidt som om man snyder, ikke? Men hvorfor egentligt? Prøv at tage det helt bogstavelige i denne sætning og se det for dig? Hvis du skulle over et gærde og det var lavere et sted end et andet, ville du så ikke springe over der? Skulle gærdet være væltet et eller andet sted, ville du så ikke gå over der? Hvad ellers – finde det højeste punkt?
Kloge ord eller…?
Det er ikke altid at noget er klogt fordi det bliver sagt igen og igen – år efter år. Jo jeg kan godt se, det kan være relevant i nogle sammenhænge, men ikke alle. Skal vi bare holdefast i, at den mest besværlige vej også må være den rigtige. Jeg hørte for nogle år siden Lise Nørgaard fortælle om sin tid på husholdningsskole. Der skulle laves meljævning og der var en af eleverne, der tog mel og vand og puttede det i et gals og rystede det. Hun fik at vide, at sådan gjorde man ikke – og at hun prøvede at springe over hvor gærdet var lavest. I virkeligheden var hun – i utide – kommet til at opfinde meljævneren. Så der ligger måske også noget opfindsomhed i dem, der leder efter de nemme genveje. Og hvis ellers resultatet er lige så godt, hvad er så problemet?
Mange husråd, tips og tricks handler netop om en anden og nemmere måde at gøre det på. Ofte fordi man bruger noget, som slet ikke er beregnet til formålet. Vi har i dag vænnet os til, at man leder efter et eller andet produkt, der skal løse problemet. I mange tilfælde findes der gamle husråd, der kan klare det. Eller nye husråd? For hvorfor lade sig begrænse af de “gode gamle” husråd når der hele tiden findes på. Der er intet galt med de gamle husråd, men hvorfor ikke blive ved?
Skyd genvej til noget nemmere
Og her er det, man ikke skal være bange for genvejen. Og tænke at, så nemt kan det altså ikke være. Vi tænker nemlig ofte i, at er det for nemt, så er det ikke rigtigt. For så vil man komme til at høre for at man springer over hvor gærdet er lavest! Og det er der ganske givet – og fred være med det. Husråd, tips og tricks skal være en nemmere eller anderledes måde at gøre tingene på. For dem, der gerne vil det. Det er faktisk innovation helt nede på jorden. Hverdagsinnovation.