Varmedunk – som i gamle dage

Varmedunke forbindes ofte med gamle dage – eller gamle mennesker! Det er nu lidt synd for alle vi andre kunne have meget gavn af en varmedunk også! Det er faktisk en meget praktisk ting, som også er anvendelig her i 2013. Ikke mange ejer idag en varmedunk – og de kan da heller ikke købes ret mange steder mere. Ind imellem kommer de dog frem. Sidst jeg så dem, var det i Jysk – til 40 kroner stykket. Fyrre kroner, som man godt kan regne med, hurtigt er tjent ind igen!

Vinter kræver varme

Her, hvor vi nærmer os vinteren, finder jeg den frem igen. For jeg ejer – jeg var lige ved at side naturligvis – en varmedunk. Når man først har prøvet den, er den næsten ikke til at undvære. Og hvorfor skulle man også det? Engang for længe siden havde man ikke varme overalt på samme måde, som vi har idag. Og så var den nærmest en nødvendighed. Sådan er det ikke mere, men som de fleste ved, er det slet ikke sundt at have det varmt i soveværelset. Skru ned for varmen og lad i stedet varmedunken holde dig varm. Du sparer varmen i soveværelset og man sover faktisk også bedre uden varme på. Så den kan faktisk tjene som energibesparende foranstaltning!

Det kølige soveværelse

Og hører man til dem, der godt kan lide at sove for åbne vinduer, er varmedunken også det, der gør det muligt at gøre det – selv om vinteren. Man får meget varme for de par liter varmt vand, man putter ind i sin varmedunk!

Derudover kan varmedunken være en god hjælp om vinteren, når man kommer hjem – godt stivfrossen. Eller hvis man ligger i telt og nætterne er lige vel kølige. Et par liter varmt vand kan man vel altid få fat på?

Og så er der et eller andet hyggeligt ved varmedunken. Mange børn elsker dem også – uanset om de fryser eller ej. Da min søn var lille, havde han også en, som han brugte hele vinteren igennem: Ikke fordi vi boede specielt koldt – det var bare hyggeligt, syntes han….

Astrid

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.